Godkendt: Nic. Christiansen Gruppen overtager Ford i Danmark
Nic. Christiansen Gruppen har nu fået konkurrencemyndighedernes godkendelse af købet af Ford Motor Company A/S. Det betyder, at bilkoncernen fra Kolding overtager importen og distributionen af Ford i Danmark i første kvartal af 2025.
Dermed udvider Nic. Christiansen Gruppen markant sin portefølje indenfor personbiler og i særdeleshed indenfor erhvervskøretøjer. Ford er en af verdens førende producenter af varebiler, og det traditionsrige amerikanske mærke har i de seneste år intensiveret sit fokus på udviklingen af topmoderne elektriske varebiler. Og hos Nic. Christiansen Gruppen ser administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen, frem til, at erhvervsbiler bliver et indsatsområde, koncernen kommer til at fokusere endnu mere på.
”Ford er et af de mest kendte, traditionsrige og populære brands i hele verden og passer perfekt ind i vores portefølje. Ford giver os et endnu bredere udvalg af personbiler og store muligheder indenfor varebiler. I kraft af Fords stærke position på markedet for erhvervsbiler kommer mærket til at spille en central rolle i elektrificeringen af erhvervslivets mobilitet. Det ser vi meget store perspektiver i og glæder os til at bidrage til,” siger han og uddyber:
”Nic. Christiansen Gruppen har været med til at udbrede elektriske personbiler til danskerne. Med overtagelsen af Ford kommer vi nu til at sætte stærkt ind på at elektrificere de danske varebiler. Det er en meget spændende opgave for os, for den portefølje af elektriske varebiler, Ford sender på markedet i de kommende år, er ekstremt stærk. Vores målsætning er klar: Vores ambition er at udbygge Fords i forvejen stærke position indenfor varebiler og tage en markedsandel på 25 procent,” siger Niels Vrist Bertelsen.
Nic. Christiansen Gruppen forventer blandt andet, at den elektriske Ford E-Transit, der har en rækkevidde på over 400 kilometer, kommer til at spille en stor rolle i elektrificeringen af erhvervsbilerne i de kommende år.
”Det er helt naturligt, at den grønne omstilling nu også begynder at fylde mere indenfor varebiler, som indtil videre har haltet lidt efter udviklingen indenfor personbilerne. For E-Transit og andre spændende modeller, der er på vej til dansk erhvervsliv, matcher størstedelen af erhvervslivets kørselsmønstre. Her kombineres høj kvalitet og god rækkevidde med en attraktiv pris. Erhvervslivets behov kan sagtens løses med elektriske varebiler, og vi er overbeviste om, at vi vil se det i de kommende års salgsudvikling,” siger Niels Vrist Bertelsen, der understreger, at ambitionerne indenfor Fords personbiler også er høje.
”Den meget velanmeldte Ford Explorer er virkelig en relevant bil til målgruppen, og jeg ser gode muligheder i markedet for den. Vi glæder os meget til opgaven,” siger Niels Vrist Bertelsen.
Når overtagelsen er gennemført, vil Ford Motor Company A/S ændre navn til NCG Motor Company A/S, og selskabet vil fortsat stå for importen og distributionen på det danske marked. Frank Skjærbæk Pedersen vil fortsat stå i spidsen som landechef.
Fakta om Nic. Christiansen Gruppen
- Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
- Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, BYD, Land Rover og Jaguar samt Honda i Finland og Baltikum. Herudover ejer koncernen de fem bilkæder Bayern AutoGroup, ERA BILER, May & Olde (syv BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
- Nic. Christiansen Gruppen har mere end 1.200 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Finland og Baltikum.